Det skete i de dage i december engang...” og den gang var den 9. december 1930. Her blev Asnæs gymnastikforening stiftet, 

I 1930 hed formanden Thorkild Munk og kom fra Høve, og de første gymnaster travede i al slags vejr den lange vej op til Fovledsholm, lige uden for Asnæs by. Her lå Asnæs første forsamlingshus, og da der ikke var større lokaler i byen, som var egnede til gymnastik og anden sport, ja så var det bare afsted. Der var dog ingen varme i salen og redskaberne var i en elendig stand, så da den værste krise var overstået i 30’erne, købte man grunden hvor Asnæs Forsamlingshus ligger i dag, og gymnastikken flyttede med.

I sæsonen 1937/38 var der 101 børn på børneholdene og det kostede hele 3 kr. at gå til gymnastik i en hel sæson. 

Efterhånden som årene gik blev Asnæs gymnastikforening udvidet med flere og flere hold. Gymnastikforeningen har både huset taekwondo og judo, ligesom håndbolden også har hørt under foreningen tilbage i tiden. 

I 1996 henvender kommunen sig til Asnæs gymnastikforening og Vallekilde-Hørve gymnastikforening, om de vil overtage kommunens pensionistgymnastik og dermed sørge for træningssted, instruktør mm, og dermed kom også seniorerne med i Asnæs gymnastikforening. Sæsonen 2012/2013 startede Asnæs gymnastikforening op med et babymotorikhold for de helt små. 

Så i dag kan Asnæs gymnastikforening tilbyde 25 gymnastikhold for gymnaster i alle aldre, helt fra babymotorik med de nyfødte, over pige/drenge-spring, rytme og dans, samt jumping fitness og yoga til stavgang for seniorerne.

Igennem de 90 år som Asnæs gymnastikforening har fungeret, har der været 28 forskellige formænd. Søren Gynther tiltrådte posten som formand ved sidste års generalforsamling 2020. Her stoppede Gitte Kjølbæk efter at have siddet på posten i 17 fantastiske år, og så skulle der konstitueres en ny bestyrelse. Dette krævede en ekstra ordinær generalforsamling, hvor 4 nye medlemmer blev valgt ind.